Virksomhedsobligationer – obligationernes sprælske familiemedlem
Det nuværende renteniveau har gjort, at obligationer er blevet mere relevante for investorerne. Virksomhedsobligationer kan være et supplement til både statsobligationer og aktier og via Danske Invest Euro Investment Grade investerer du i obligationer udstedt af store europæiske selskaber. Vi har bedt fondens porteføljeforvaltere fortælle os lidt om obligationerne i fonden.
Siden 1999 har Danske Invest Euro Investment Grade* ligget på fondshylderne, når investorerne skulle vælge en fond. Teamet bag fonden har været meget stabilt gennem de sidste mange år – og faktisk er en af grundlæggerne af fonden, porteføljeforvalter Rikke Zink Secher, stadig med til at udvælge obligationer til fonden.
Investeringsuniverset består typisk af obligationer udstedet af store europæiske selskaber med finansiel robusthed og med stabile og veletablerede forretningsmodeller.
Processen for udvælgelse af obligationer består i første omgang af at frasortere selskaber, der er på Danske Invests eksklusionsliste. Derefter foretager teamet en fundamentalanalyse af selskabernes finansielle og forretningsmæssige risici kombineret med en værdianalyse af selve obligationen.
Det ender op med obligationer udstedt af omkring 100 forskellige selskaber i fonden. Selvom tallet kan variere, så er der altid forholdsvis mange obligationsudstedelser repræsenteret i fonden, når man tænker på, at den er aktivt forvaltet og hver enkelt udstedelse er håndplukket. Men det er der en årsag til.
Lavere risiko end high yield-obligationer
”Vi skal finde de obligationer, der handler på attraktive niveauer i forhold til selskabets kreditkvalitet, men det er meget vigtigt, at vi ser på risikoen, og sikrer, at vi ikke eksponerer os overfor for store tab. Hvis vi kun havde 30 virksomheder repræsenteret i fonden via obligationer og en af dem misligholder obligationen, så ville det få store konsekvenser for fonden. Så vi skal sprede vores risiko mest muligt og undgå de selskaber, hvor vi vurderer, at der er en risiko for, at de misligholder deres gæld,” siger porteføljeforvalter Bent Høegh-Jensen for Danske Invest Euro Investment Grade.Han tilføjer dog, at risikoen for misligholdelse i det univers, fonden investerer i, er forholdsvis lav. For selvom obligationer i Investment Grade-segmentet tilbyder en bedre rente end statsobligationer og dermed også har en højere risiko, så er misligholdelse mindre sandsynlige her end for eksempel high yield-obligationer.
Virksomhederne, som udsteder obligationerne i fondens investeringsunivers, har ofte en høj kreditvurdering og det som Bent Høegh-Jensen og hans kolleger vurderer som sunde balancer.
”For selskaberne er en obligationsudstedelse et alternativ til at gå i banken og låne penge, men det kræver en vis finansiel robusthed og størrelse at udstede obligationer. En obligationsudstedelse skal f.eks. være over en halv milliard euro for at komme ind i fondens benchmark og vi foretrækker også en vis størrelse på omkring 250-300 millioner euro inden vi investerer,” siger Bent Høegh-Jensen.
Rating af obligationer
Ratingbureauer som Moody's, Standard & Poors og Fitch vurderer obligationsudstedernes evne til at tilbagebetale gælden. En god rating (eller kreditvurdering) betyder, at ratingbureauerne har stor tiltro til udstederens betalingsevne.Type | Moody's | S&P | Fitch | Kreditvurdering |
Investment grade | Aaa | AAA | AAA | Højest mulig |
Investment grade | Aa | AA | AA | Meget høj |
Investment grade | A | A | A | Høj |
Investment grade | Baa | BBB | BBB | God |
High yield | Ba | BB | BB | Lav |
High yield | B | B | B | Meget lav |
High yield | Caa | CCC | CCC | Konkurs-sandsynlig |
High yield | Ca | CC | CC | Tæt på konkurs |
Mange banker udsteder virksomhedsobligationer
Ifølge Kristian Rønde Hefting, er der mange banker, som udsteder virksomhedsobligationer. Banker udgør faktisk en tredjedel af fondens investeringsunivers og der er derfor også mange banker i fonden.”Bankerne har ofte behov for kapital til udlån og har samtidig nogle regulatoriske krav, som gør, at de skal udstede forskellige specielle typer af virksomhedsobligationer. Disse bruges til at kunne modstå eventuelle tab, så det ikke er myndighederne, som skal redde dem, hvis vi står overfor en ny finanskrise,” siger Kristian Rønde Hefting.
Kristians kollega Rikke Zink Secher var med til at starte Danske Invest Euro Investment Grade og hun tilføjer, at ny-udstedelser er noget teamet bruger en del tid på. Ny-udstedelser giver nogle gange på en mer-rente, som virksomhederne bliver nødt til at tilbyde for at kunne udstede obligationer på tidspunkter, hvor der for eksempel er en forhøjet usikkerhed i markedet.
”Som professionelle investorer får vi ind i mellem tilbudt obligationer med en såkaldt ny-udstedelsespræmie. Vi har ofte få timer til at afgøre, om vi vil investere obligationen, så det kræver en dyb indsigt i både virksomhederne og markedet at træffe den rette beslutning,” fortæller Rikke Zink Secher.
Mere fokus på bæredygtighed
Når vi spørger Rikke Zink Secher, hvad den største ændring har været i markedet i de 24 år, så er hun ikke i tvivl. ”Det store fokus på bæredygtighed er en meget stor ændring i vores marked – og vel også på resten af de finansielle markeder. Rigtig mange selskaber er inde i en udvikling, hvor de går i en mere bæredygtig retning og det betyder, at vi også er nødt til at se på den del, når vi analyserer selskaberne,” siger Rikke Zink Secher og fortsætter:
”CO2-udledning var ikke et emne, jeg talte med virksomhederne om for 24 år siden, men det gør jeg i høj grad i dag,” afslutter hun.
Fakta om Danske Invest Euro Investment Grade-obligationer
Danske Invest Euro Investment Grade er en aktivt forvaltet fond, der primært Investerer i virksomhedsobligationer udstedt i euro. Fonden investerer kun i obligationer med høj kreditkvalitet, investment grade, som har relativt lavere risiko end eksempelvis high yield-obligationer. Mere specifikt skal obligationerne være eksternt vurderet (rated) til Baa3/BBB- eller højere.Fonden investerer ikke i kul, tjæresand, tørv, kontroversielle våben, pornografi og tobak, der overstiger grænseværdier på mellem 1 og 5 procent af selskabernes omsætning. Du kan læse mere om grænseværdierne og sektorerne her.
Danske Invest Euro Investment Grade bliver forvaltet af et team, hvor medlemmerne har hver sit speciale. Bent Høegh-Jensen, Rikke Zink Secher og Kristian Rønde Hefting har sammen forvaltet fonden de sidste 10 år og teamet blev sidste år styrket med Camilla Adamsen Nielsen.
Hvis du vil vide mere om de miljømæssige og sociale karakteristika for Danske Invest Euro Investment Grade, så kan du læse mere (på engelsk) i linket.
*Fondens fulde navn er Investeringsforeningen Danske Invest Euro Investment Grade-Obligationer
Denne publikation er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning.
Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.
Vi henviser dig til at læse prospektet og dokumentet med central information, inden du træffer en endelig investeringsbeslutning. Et sammendrag af investorrettigheder er tilgængeligt på dansk og kan sammen med mere information om fondens bæredygtighedsrelaterede egenskaber findes her.
Beslutningen om at investere i fonden bør træffes under hensyntagen til alle fondens miljømæssige og/eller sociale karakteristika som beskrevet i prospektet.
Danske Invest Management A/S kan beslutte at opsige aftalerne, som er indgået med henblik på markedsføring af dets fonde.