DelClose

Find rundt i junglen af bæredygtige obligationer

Grønne, sociale eller bæredygtighedsrelaterede obligationer. Der findes mange navne og muligheder, når du vil investere i obligationer, der er mærkede som bæredygtige. Danske Invest giver et overblik med hjælp fra to af deres porteføljeforvaltere.

Grøn omstilling og andre bæredygtighedstemaer fylder generelt mere og mere i medierne, hos vores investorer og ikke mindst i porteføljeforvalternes dialog med aktieselskaberne. Men gælder det også for obligationer? Kan de overhovedet være bæredygtige? Hvilke typer findes der, og hvad er forskellen mellem grønne, sociale og bæredygtighedsrelaterede obligationer? 
 

Hvad er en obligation?

​En obligation er et lånebevis, som bliver lavet (udstedt) af for eksempel en stat, et realkreditinstitut eller en virksomhed. Via investeringen i en obligation låner investorerne penge til den virksomhed eller stat, som udsteder obligationerne. Til gengæld får investorerne en rente, og når obligationen udløber, får de deres oprindelige investering tilbage.  
 

Bæredygtige obligationer

Nogle obligationer bliver kategoriseret som ’sustainability labelled bonds’ eller i daglig tale bare ’labelled bonds’. Denne type obligationer er ligesom almindelige obligationer, men de har til formål at finansiere projekter, som er relateret til bæredygtighed.
 
Der findes forskellige typer af bæredygtige obligationer. Da der endnu ikke er en lovbestemt standard for bæredygtige obligationer, skal man som investor altid forholde sig kritisk til de rammer, som en bæredygtig obligation udstedes under, og hvad provenuet konkret anvendes til. I denne oversigt har vi brugt International Capital Market Association's (også kaldet ICMA) defintioner.
 
  • Grønne obligationer
  • Sociale obligationer
  • Bæredygtighedsrelaterede obligationer (ofte brugt med det engelske navn sustainability-linked bonds eller forkortelsen SLB'er)

Derudover findes der andre mindre udbredte typer som for eksempel:
 
  • Bæredygtighedsobligationer
  • Blå obligationer
  • Transitionsorienterede obligationer
 

Grønne obligationer 

Grønne obligationer fokuserer oftest på E’et i ESG, altså miljø (environment på engelsk), og kan for eksempel anvendes til at finansiere projekter der bidrager til lavere CO2-udledning, vedvarende energi, energieffektivitet, forebyggelse og bekæmpelse af forurening eller bevarelse af biodiversitet. 

Blandt bæredygtige obligationer er grønne obligationer de mest udbredte. Der har generelt været et større fokus på miljørelaterede finansieringsmuligheder, ligesom det er lettere at måle eksempelvis CO2-udledning end projekterne i sociale obligationer. Det er også den ældste type af bæredygtige obligationer. Verdensbanken udstedte den første grønne obligation i november 2008, og svenske Vasakronan udstedte verdens første grønne virksomhedsobligation fem år senere i november 2013.

Grønne obligationer udgør den største andel af bæredygtige obligationer i Danske Invests fonde. Det er derfor dem, vi vil gå i dybden med i næste artikel i vores serie om bæredygtige obligationer. 
 

Hvad er ESG?

På dansk oversætter vi ESG (Environmental, Social & Governance) til miljømæssige og sociale forhold samt god selskabsledelse. ESG-faktorer anvendes sammen med finansielle faktorer til at vurdere en virksomhed ud fra et holistisk perspektiv. Det vil sige, at ESG-faktorer indgår i en vurdering af risici, som kan have betydning for finansielle resultater og drift. ESG-faktorer vil også indgå i en vurdering af, hvordan en investering kan bidrage til at understøtte den bæredygtige omstilling, eller om investeringen kan have en negativ effekt på samme, fordi selskabet ikke driver forretning på en bæredygtig måde.  
 

Sociale obligationer

Sociale obligationer fokuserer oftest på S’et i ESG, altså sociale forhold og er således forpligtet til at bruge indtægten fra obligationerne til sociale formål. Et eksempel er britiske Motability Operations, som leaser handicapbiler, scootere eller kørestole til handicappede. 

”Motability Operations skal rapportere, hvor mange penge der er brugt til nye køretøjer, og hvor mange der er blevet udlånt. Udfordringen med sociale obligationer er, at det kan være svært som investor at vurdere, om vi får nok ud af investeringen. Det er lidt lettere med grønne obligationer,” forklarer porteføljeforvalter Camilla Adamsen Nielsen fra virksomhedsobligationsteamet i Danske Bank Asset Management, som rådgiver Danske Invest. 

Bæredygtighedsrelaterede obligationer (SLB’er)

Bæredygtighedsrelaterede obligationer bliver ofte benævnt med det engelske navn sustainability-linked bonds eller forkortelsen SLB’er. I denne type obligationer er udstederen ikke forpligtet til at bruge pengene fra obligationen til bæredygtige formål, men selskabet har sat nogle bæredygtige mål, det kunne for eksempel være for CO2-udledning, som helst skal nås inden for obligationens løbetid. Udstederen er ikke forpligtet til at nå målet, men hvis de ikke når deres mål, vil investorerne eksempelvis få en højere rente end den oprindeligt fastsatte, for eksempel det sidste år inden obligationen udløber. Så selskabets straffes økonomisk, hvis de ikke når deres mål. 

Det er en forholdsvis ny type obligation, som blev udstedt første gang i 2019 af det italienske forsyningsselskab Enel. 
 

De mindre udbredte typer

En af de mindre udbredte bæredygtige obligationer er de såkaldte bæredygtighedsobligationer, hvor provenuet anvendes til både grønne og sociale formål – det vil sige en kombination af grønne og sociale obligationer. Det er typisk banker, der udsteder denne type obligationer, da de gennem deres udlån kan finansiere både grønne projekter som for eksempel udlån til vindmølleprojekter og samtidig sociale projekter som. Udlån til socialt boligbyggeri.

En anden mindre udbredt type er de såkaldte blå obligationer, som ofte er en variant af grønne obligationer. Obligationerne bygger på de samme principper som grønne obligationer, men er fokuseret på områder, hvor indtægten er koblet til for eksempel beskyttelse og bevarelse af marine økosystemer. Et eksempel på denne type obligation er fra den islandske statsejede bank, Landsbankinn. 

”Det er ikke så tit, vi ser obligationer med projekter dedikeret til bæredygtigt fiskeri. Landsbankinns obligation er dedikeret til MSC-certificeret fiskeri. Efter grundig analyse af deres obligation valgte vi at investere i den i 2021,” siger porteføljeforvalter Kristian Rønde Hefting, som også kommer fra virksomhedsobligationsteamet i Danske Bank Asset Management.

Ingen faste rammer

En af udfordringerne ved at investere i bæredygtige obligationer er, at der ikke er fastsat lovmæssige rammer for definitionen af de forskellige typer. Men mange udstedere benytter de samme retningslinjer. Det er dog kun retningslinjer, og det kræver derfor altid grundigt analysearbejde af porteføljeforvalterne, når de skal investere.

”Udstederne vil oftest benytte definerede guidelines for deres obligationer. Det kan være Green Bond Principles fra ICMA eller den kommende EU Green Bond Standard. ICMA er pt. den mest benyttede, men uanset rammerne, vil vi altid skulle analysere obligationen individuelt,” uddyber Kristian Rønde Hefting. 

Bæredygtige obligationer i Danske Invest

I Danske Invest har vi en fond, som via sine investeringer i europæiske virksomhedsobligationer har et øget fokus på bæredygtighed. Danske Invest SICAV European Corporate Sustainable Bond har til formål at bidrage positivt til FN’s Verdensmål via sine bæredygtige investeringer (klassificeret ud fra Danske Bank Asset Managements model for bæredygtige investeringer). Omkring 60 procent af investeringerne er ’labelled bonds’, men fordelingen kan variere.

De sidste cirka 40 procent i fonden er virksomhedsobligationer, som på forskellig vis kvalificerer sig som en bæredygtig investering via selskabets forretningsmodel, produkter eller services. 
Lær fonden bedre at kende, og få et mere detaljeret indblik i, hvilke grønne obligationer der indgår i fonden i næste artikel om bæredygtige obligationer.

Læs mere om virksomhedsobligationer: Statsobligationens sprælske fætter

Denne artikel er markedsføringsmateriale og udgør ikke investeringsrådgivning.

Rådfør dig altid med dine professionelle rådgivere omkring juridiske, skattemæssige, finansielle og andre aspekter, der kan være relevante for at vurdere egnetheden og hensigtsmæssigheden af en investering.

Vi henviser dig til at læse prospektet og dokumentet med central information, inden du træffer en endelig investeringsbeslutning. Et sammendrag af investorrettigheder er tilgængeligt på dansk og kan sammen med mere information om fondens bæredygtighedsrelaterede egenskaber findes her.

Beslutningen om at investere i fonden bør træffes under hensyntagen til alle fondens bæredygtige investeringsmål som beskrevet i prospektet.
 
Danske Invest Management A/S kan beslutte at opsige aftalerne, som er indgået med henblik på markedsføring af dets fonde. 

Info

Noget gik galt.

Warning

Noget gik galt.

Error

Noget gik galt.